Uri Poliavich
Uri Poliavich er forretningsmand, filantrop og grundlægger af Soft2Bet, en leverandør af turn‑key løsninger til gaming‑branchen. Han bringer mere end 13 års ledelseserfaring inden for online underholdning. Hovedsageligt kendt som grundlægger af Soft2Bet, et techfirma. Hans professionelle baggrund omfatter international forretningsudvikling, strategisk planlægning og operationel ledelse. Han fokuserer på mennesker, produkt og langtidsholdbare visioner frem for offentlige udtalelser.
Uden for forretningsområdet er Uri anerkendt som tænker og dedikeret filantrop, aktiv i støtte til uddannelsesinitiativer og fællesskabsprojekter. Branchen fremhæver, at hans tilgang kombinerer vision med praktisk lederskab, opmuntrer til modige idéer samtidig med at være jordnær i ansvarlighed, perfektionisme og evnen til at lytte – karakteristika der samler teams, tilskynder idéudfoldelse og får dem omsat til virkelighed. Tilgangen samler innovation med samfundsansvar og en orientering mod bæredygtig påvirkning.
Navn
Uri Poliavich
Roller
Iværksætter · Investor · Filantrop
Fødselsår
1981
Position
Grundlægger, Soft2Bet
Oprindelse
Ukraine
Kontakt
Milepæle
1981
Uri blev født i Sovjet‑Ukraine
ca. 1995
Han flyttede med sin familie til Israel, hvor han færdiggjorde skole og gennemførte tre års obligatorisk militærtjeneste.
2007–2010
Juridisk praktik hos HBW Law med speciale i internationale M&A‑transaktioner og fast ejendom. Denne værdifulde erfaring i jura og forretning i starten af karrieren blev afgørende for hans senere forretningsforetagender.
2010–2012
Vice President for Business Development hos WK Group, styrede operationer i Centralasien og samarbejdede med nøgleaktører i iGaming‑industrien.
2013–2015
Involveret i forskellige forretningsprojekter.
2016
Grundlagde Soft2Bet; ifølge selskabets hjemmeside startede projektet som en teknologivirksomhed, som senere hurtigt udvidede og etablerede sig internationalt med flere licenser og platformløsninger.
2020
Grundlagde Yael Foundation.
2024
Etablerede Soft2Bet Invest.
Priser & anerkendelser
Anerkendelse
September 2024
Hædret som “Leader of the Year” ved SBC Awards.
December 2024
Medtaget i “Top 50 Most Influential Jews” listen udgivet af The Jerusalem Post.
Februar 2025
Modtog titlen “Executive of the Year” ved Global Gaming Awards EMEA.
Maj 2025
Ranglistet som #6 i “TOP 100 Most Influential People in iGaming”.
Leder
Kolleger og partnere fremhæver, at som god leder formår Uri at insistere og tydeligt formidle budskabet om innovation og samarbejde — hvilket sikrer, at enhver organisation kan opnå varig succes.
Innovator
Han holder systematisk øje med nye trends og implementerer ny teknologi, herunder personalisering og AI, samt præferencebaseret indhold for at forbedre produktkvalitet og brugeroplevelse; med fokus på bæredygtig, langsigtet påvirkning.
Meningsleder
Han bidrager til branchen gennem uddannelsesmæssigt indhold om casual gaming og sociale trends, der samler spillere og skaber et nyt niveau af underholdning.
Filantrop
“Det allerførste øjeblik, virksomheden gik i nul, var tanken at skabe noget, der ville give andre børn følelsen af at være en del af det jødiske fællesskab. Det var dét, der drev os til at stifte Yael Fonden.” – Uri Poliavich Han ser det som et privilegium at dele ud af sin egen rejse til fordel for børn og samfund.
Fællesskabsholder
Han bekymrer sig dybt om mennesker og steder omkring sig, bidrager jævnligt til velgørende organisationer og hjælper dem, som er i nød. Han startede fonden for at redde børn med sjældne sygdomme rundt om i verden, og inspirerer andre til at tilslutte sig denne mission.
Medieomtale
"Evnen til at vælge de rigtige mennesker, støtte dem når de har brug for det, og give dem friheden til at skabe – fordi de har brug for den frihed."
"Bare find talentfulde mennesker og giv dem mulighed for at gøre det, de vil – det, de brænder for."
"Det, jeg husker bedst, er følelsen af sult – ikke kun som barn, men sulten efter at ændre sit liv."
"Fra allerførste dag, da vi startede virksomheden, var vi omgivet af et lille team af ligesindede. Den største succes kom, da vi udvidede teamet med mennesker, der bragte farve, nye idéer og deres egne drømme med ind i forretningen."
"For Soft2Bet er hele forretningen bygget op omkring diversitet. Denne blanding af mennesker og kulturer er det, der giver os en virkelig international identitet – en identitet, som opstår gennem respekt for andre, lysten til at lære om andre kulturer og nye tilgange. For mig er det den eneste vej."
"Soft2Bet følger nøje med i trends. Vi holder øje med, hvor verden og spilindustrien er på vej hen. Vi giver spillerne noget unikt – markedspladser, hvor de kan handle features med andre spillere. For os er det fremtiden, og grunden til at vi arbejder med motivationsteknikker."
Baggrund
Uri Poliavich blev født i 1981 i Sovjet‑Ukraine. I en alder af 14 flyttede hans familie til Israel, hvor han færdiggjorde gymnasiet og tjente tre år i den israelske hær. Disse formative år formede hans stærke vilje, disciplin og drivkraft for forandring. Mellem 2005 og 2009 studerede han på Bar‑Ilan University og opnåede en Bachelor i Jura (LLB). Hans juridiske karriere begyndte med handel og ejendom, senere specialiseret i internationale M&A‑kontrakter. Dette fundament gav ham stærke analytiske færdigheder og en struktureret tilgang til problemløsning.
Udover formel uddannelse er hans baggrund præget af tilpasning og nysgerrighed. En sult efter udvikling drev ham til at gribe muligheder uden for juraen, først i forretningsudvikling og senere i lederskab. Kollegaer bemærker ofte hans vedholdenhed, åbenhed for nye perspektiver og evne til at omdanne udfordringer til vækst. Sammen kombinerer disse erfaringer formel ekspertise med bløde færdigheder — beslutsomhed, vision og en forpligtelse til at skabe varig værdi.
UDDANNELSE GENNEM FILANTROPI
Grundlagt i 2020, støtter Yael Foundation transformativ jødisk uddannelse, der fremmer tilknytning til identitet og styrker næste generation af ledere.
44 lande
Uri begyndte dette projekt ved at bygge en jødisk skole i sin hjemby for at støtte det lokale fællesskab. I dag findes Yael Foundation‑skoler verden over.
17.000 børn
Børn nyder en bred uddannelse i kunst, IT og mere, mens de også opbygger stærke bånd til deres arv og kultur.
113 skoler og børnehaver
Fondens støtte dækker uddannelse på alle niveauer – fra tidlig barndom til sekundær – samt formel og uformel læring i søndags‑ og efter‑skole‑programmer.
Opbygning af identitet og lederskab
Hver sommer samler Yael Camp jødiske unge fra hele verden til en mindeværdig oplevelse, der styrker identitet, tilhørsforhold og venskaber på tværs af kulturer.
"De fleste tror, at det er forretning, der driver velgørenhed – men for mig er det velgørenhed, der driver forretningen fremad."
"Allerede i det øjeblik virksomheden gik i nul, var idéen at skabe noget, der kunne give andre børn følelsen af at være en del af det jødiske fællesskab."
"Den samme sult, jeg følte som 7‑10-årig – som drev mig til at lede efter mad og et bedre liv – den er der stadig, og den driver os stadig frem."
Den måde, vi har jagtet succes på siden dag ét, hviler på to uerstattelige søjler: Hårdt arbejde og kreativitet. Med dem overvinder vi udfordringer med beslutsomhed, og vi bruger vores fejl som læring."
"Det her er den velsignelse, vi har fået – den mulighed, vi har fået for at ændre noget i verden."
«I had a hunger to change my life.»
Uri Poliavich: Tidlige år og sult efter forandring
Uri Poliavich blev født i 1981 i Sovjet‑Ukraine, og hans rejse begyndte fra beskedne kår. Alligevel var der indeni ham ikke en afvisning af muligheder, men snarere en følelse af, at grænser er nødvendige for at forstå, hvor ens skridt begynder.
Hvad definerede skoletiden i Sovjet‑Ukraine i 1980’erne? Mangler, reguleringer og ustabil elektricitet.
I dette miljø medførte den lokale realitet konstant knaphed og stramme rammer, som påvirkede, hvordan børn dannede deres udsyn længe før de tog professionelle valg. For Uri betød det, at følelsen af begrænsning var til stede fra de tidligste år, og den eneste pålidelige sfære som kunne beskyttes mod udestående pres var den personlige indre verden.
Sulten efter forandring udviklede sig gradvist: først som utilfredshed med “hvordan ting foregår”, og derefter som interesse i ethvert redskab der kunne udvide mulighederne. Bevidstheden om den tidlige barndom betød, at han så “alt det grå” og forestillede sig hvad det kunne blive til. Senere fik denne følelse et sprog af beslutninger og projekter, men i begyndelsen var det næsten et barns eksperiment med maling og konturer. For Uri blev det netop denne tidlige tørst efter nyt, der blev impulsen som fulgte ham i de efterfølgende år, når personlige beslutninger begyndte at ændre ikke alene hans eget liv, men også livet for mange andre.
Uri’s historie begynder i 1981 i Sovjet‑Ukraine, med det første klare indtryk som en følelse af mangel. Ikke så meget for mad, men for farver. Man kunne sige “fattigdom”, men mere præcist — gråhed, som syntes at gennemsyre alt omkring og inde i én, og skabte en tung sløvhed. Denne baggrund gav barnet følelsen af, at ting ikke burde være sådan, at det ikke kunne forblive endeløst gråt og håbløst. Måske var der i det øjeblik et indre ønske ved at modne: at forandre noget. Og måske ikke bare noget, men alt. Så udviklede vanen sig med at kigge efter en udvej — ikke fra et rum, men fra omstændighederne, og denne vane blev senere til et system. Uri selv huskede det direkte:
“Det, jeg husker allerbedst, er følelsen af sult — ikke kun som barn, men også sulten efter at ændre mit liv. Jeg ville ændre den her farve, den grå farve, og skabe noget lyst og farverigt i mit eget liv og i min families liv.”
I jødiske familier på den tid faldt valget ofte på tre respekterede erhverv: læge, advokat, revisor. Uris valg faldt på juraens vej, med sin bogstavelige logik og sociale vægt, som, selv om det ikke blev Uri’s hovedprofession, alligevel hjalp ham tilstrækkeligt i fremtiden til at forme sig som stærk forretningsmand.
Uri Poliavich og de modige beslutninger
Avisen som Uri stødte på, så ikke ud som noget forvandlende. Måske er denne ubevidste impuls præcis, hvad der menes med “følg din drøm.”
Det fint indstillede indre kompas virkede dog perfekt. Han huskede selv:
“Jeg åbnede bare en avis og læste om en stilling som business development manager i Centralasien. Pludselig stod jeg og ledede en virksomhed med 100 ansatte – og det blev et stort eventyr… Det ændrede mit liv.”
På den måde blev et jobopslag fundet ved en tilfældighed, en invitation til et helt andet liv. For Uri blev det et sted at starte: på kort tid fandt han sig selv i spidsen for hundrede medarbejdere.
Det var ikke en plan i klassisk forstand. Snarere var det en reaktion på en indre impuls — at tage den “blå pille” og se hvor den ville føre hen.
I netop den virkelighed opstod et møde, der ikke blot ændrede hans professionelle bane, men også hans personlige liv. Det hele begyndte med et simpelt, næsten tilfældigt skridt – en jobannonce i en avis, som fangede hans fulde opmærksomhed og åbnede døren til en uventet karrierevej. Fordybelsen i dét øjeblik blev startskuddet til større livsændringer.
Han sagde: “Jeg forsvandt fuldstændigt ind i avisen, ligesom når man læser en bog, du ved? Som med den blå pille eller den røde – jeg tog den blå. Den blå pille.”
En af Uri Poliavichs mest markante egenskaber blev hurtigt tydelig – hans evne til at tage modige skridt i både personlig og professionel udvikling. Hver beslutning afspejlede ikke kun ambition, men også en langsigtet vision om at skabe stabilitet.
Et par år senere flyttede Poliavich med sin hustru Yulia til Republikken Moldova, og da de vendte tilbage til Europa, stod parret over for et valg, der virkede hverdagsagtig, men i virkeligheden var strategisk.
På dette tidspunkt havde Poliavich‑familien kun et lille beløb at investere, og valget var klart: enten bruge det på første udbetaling på en lejlighed eller investere det i deres egen forretning. Uri Poliavich og hans hustru valgte at tage risikoen og investere i iværksætteri. Dette skridt blev et af de mest afgørende i deres liv.
Kulminationen var grundlæggelsen af Soft2Bet, en teknologivirksomhed, der voksede ud af et indledende skridt og siden har bevaret ånden af en start‑up. Fra det første skridt voksede den til noget større, men den bevarer stadig ånden fra start‑up via klar vision og stærke, talentfulde mennesker omkring Poliavich. Som han har understreget:
“Evnen til at vælge de rigtige mennesker, støtte dem når de har brug for det, og give dem friheden til at skabe – fordi de har brug for den frihed.””
Leitmotivet af risiko og mod forbliver et af hans største kendetegn. Avisen, mødet med hans hustru, valget mellem en lejlighed og en virksomhed, grundlæggelsen af selskabet — alle disse skridt er forenede af en afvisning af det åbenlyse og en parathed til at satse hvor resultatet ikke var garanteret. Og det var netop det, som hans kolleger bemærkede, der gjorde ham ikke blot til en iværksætter, men til en leder, der inspirerer andre.
Uri Poliavich: Lederskab og innovativ vision
Efter frokost bliver møderne roligere: kaffe køler af på bordet, adfærdsgrafer på skærmen, noter om anbefalingsmodeller ved siden af. På dette tidspunkt er det lettest at tale om fremtiden — og sværest at forenkle den. Uri Poliavich diskuterer gerne modeord, selvom han bruger dem selv; nærmere bestemt nedbryder han begreber som “AI,” “algoritmer” og “content” til konkrete arbejdsgange, for først derefter at genoprette deres glans. Ikke en glans af effekt, men en glans af samling og funktion. Han kalder denne tilgang for en vision — eller rettere, en “visionstest”, hvor en idé bliver målt på en række parametre og et kort øjebliks refleksion i teamet, før der træffes en beslutning…
Og alligevel kan lederskab ikke reduceres til teknologi. I samtaler med kolleger træder en anden linje frem: Uri formår at forbinde strategisk vision med ægte omsorg for mennesker. Som Max Portelli, CFO, bemærkede:
“Hvis en god leder kan insistere på og viderebringe budskabet om innovation og samarbejde, sikrer det, at enhver organisation kan skabe succes. Lever Uri op til de to ting? Helt klart.”
Formuleringen er præcis, men bagved ligger en proces, hvor krav og lytten ikke udelukker hinanden. Først en kort runde med spørgsmål, derefter en analyse af styrker. Beslutningen træffes hurtigt, men uden forhastelse. Paradoksalt nok er det netop på denne måde, at hurtighed ikke underminerer tillid, men tværtimod samler den.
Jurauddannelsen træner én i argumenter og beviser, men i ledelse bliver det til opmærksomhed på detaljer. Ikke pedanteri, men en vane med at teste hypoteser og se det negative scenarie, før det sker. Nogle gange lukker teamet deres laptops og gennemgår brugerens vej højt — uden skærme. Rytmen brydes, men til gengæld kan man høre, hvor det “knirker”, og hvor tavsheden kommer fra. Der er en mærkelig enkelhed i det: For at kunne høre fremtiden må man lægge nutidens værktøjer til side.
Innovation for Poliavich er hverken en kampagne eller en powerpoint-præsentation. Det er en konstant vækstmotor, som lever i kalenderen. Idéer gennemløber korte cyklusser, via diskussion, via at opleve målingen i realtid. Nogle gange udsættes en beslutning til næste morgen — og det er også en del af hastigheden. For i denne ledelsesmodel er hurtigt kun hurtigt, når det forbliver klart for alle, der går ved siden af, og for dem, der kommer i morgen…
Social mission og filantropi
Hvad kan en person føle, når han har opnået succes? Sandsynligvis en tryghed i, at den viden, der er opnået gennem hårdt arbejde, som kan deles, multipliceres og omsættes til et fælles gode. Uri Poliavich gentager ofte, at hans stærkeste barndomsfølelse var sult. Ikke bogstaveligt mangel på mad, men drivkraften til at ændre livet. Nu viser den samme sult sig på en anden måde: i ønsket om at give andre det, han selv engang manglede.
For ham er filantropi ikke blot en ekstra sektion i en rapport, men en fortsættelse af en personlig historie. Da virksomheden netop var nået til break-even, opstod idéen om en fond ikke som et strategisk projekt, men som et simpelt menneskeligt ønske – at give børn mulighed for at føle sig som en del af et fællesskab. Sådan blev Yael Fonden til. I dag beskrives den kort: en familiefond, der siden 2020 har arbejdet i dusinvis af lande og støtter uddannelsesprogrammer for tusindvis af børn. Men hvis man kigger nærmere, gemmer der sig bag den tørre formulering den samme stræben efter forandring, som blev født mange år tidligere i de grå gårdmiljøer i Sovjetunionens Ukraine.
Den operationelle logik er enkel: støtte til skoler, børnehaver og sommerlejre. Teknisk set er det støtteprogrammer, tilskud til måltider og deltagelse i uddannelsesinitiativer. Men i medarbejdernes samtaler lyder det anderledes. De taler om konkrete klasser, om børnestemmer under gårdfester, om hvordan skolesikkerhed bliver til en virkelig tryghedsfølelse for forældrene og ikke bare en statistik. I Israel, Østeuropa og små byer, som sjældent besøges af journalister, opfattes dette som reel forandring – stille, men mærkbar.
Paradoksalt nok træder forretningen i baggrunden her. Uri Poliavich siger det helt åbent:
“Nu er det Yael Fonden, der driver forretningen – ikke forretningen, der driver fonden. Det er omvendt.”
Sætningen lyder usædvanlig, især i en verden, hvor man plejer at regne ROI først og derefter tænke på fællesskabet. Men netop i denne vending ligger en stor pointe: hungeren efter succes er gradvist blevet erstattet af hungeren efter mening.
Teamet oplever ikke vejen som en forpligtelse, men som en del af en fælles kultur. En kollega fremhæver:
“Uri er selv meget engageret i filantropiske initiativer. Han ønsker at dele en del af succesen med dem, der har mindre. Og hele teamet bakker fuldt op om og roser ham for denne tilgang.”
Det er netop denne villighed til at dele, der samler mennesker omkring ham. Her findes ingen grænse mellem “arbejde” og “velgørenhed” – de flyder sammen til ét. Teammøder ender ofte med diskussioner om, hvordan nye teknologiprojekter kan kombineres med fondens uddannelsesinitiativer. Og det er i netop sådanne krydsfelter, at tilliden opstår: succes måles ikke kun på tal, men også på følelsen af, at den deles.
Der er også en international dimension. Poliavich samarbejder med globale ledere i det jødiske fællesskab, herunder Ronald Lauder, og støtter initiativer for skolesikkerhed. I officiel tale handler det om “en garanti for beskyttelse under stigende antisemitisme.”
Men i praksis handler det om, at forældre kan sove roligt, og at børn har ret til at gå i skole uden frygt.
I sidste ende fremstår Uris sociale mission ikke som et separat kapitel i hans biografi, men som dens spejlbillede. Den samme energi, som førte ham fra en jobannonce til hans første forretning, rettes nu mod børn, skoler og fællesskaber. Lederskab fortsætter her i en anden dimension – ikke i antallet af kunder, men i den måde, tillid forvandles til en fælles fremtid, som først lige er begyndt at tage form.
Identitet og valg af vej
I Uri Poliavichs livsforløb har spørgsmål om tilhørsforhold og arv aldrig været adskilt fra hans professionelle beslutninger. Født ind i en jødisk familie i det sovjetiske Ukraine voksede han op i et miljø, hvor identitet både var et privat kendetegn og en offentlig udfordring. Denne baggrund dannede underteksten for mange af hans senere skridt – fra juridisk praksis til risiko som iværksætter. Det kulturelle præg af modstandsdygtighed og tilpasningsevne, som blev overleveret gennem generationer, blev en del af hans egen metode til at overvinde usikkerhed.
Poliavich har gentagne gange understreget, at idéen om identitet ikke kun handler om religion eller ritualer. Først og fremmest er det et spørgsmål om fællesskab og ansvar. Når han har observeret, hvordan familier omkring ham støttede sig til solidaritet i overgangsperioder, tog han disse erfaringer med ind i sit professionelle virke. I stedet for at se identitet som en begrænsning opfattede han den som en værktøjskasse: vedholdenhed i modgang, opmærksomhed på detaljer og villighed til at forsvare sine værdier. I det fragmenterede post-sovjetiske miljø gav dette perspektiv ham både stabilitet og retning.
Et afgørende øjeblik kom i hans studietid, hvor han måtte vælge mellem det sikre, kendte og det helt uudforskede ukendte. Venner og kolleger med lignende baggrund valgte ofte emigrering eller forsigtige professionelle roller. Poliavich fortolkede dog sin arv anderledes. For ham betød kontinuitet, at risici skulle tages ikke for at bevare fortiden, men for at skabe nye muligheder.
Denne personlige syntese forklarer, hvorfor hans senere karriere ofte omfattede overgange på tværs af geografier og fagområder. Han så aldrig identitet som en hindring for integration; tværtimod var det en bærbar ramme.
Uanset om han forhandlede i Centralasien eller rådgav om fremvoksende markeder, tog han evnen til at mægle, anerkende mangfoldighed og opbygge tillid med sig. Hvert skridt var et ekko af det tidlige valg: at lade identiteten guide, men aldrig begrænse sig.
Det siger også noget, at hans personlige liv krydsede denne linje. Møder med forskellige kulturelle kontekster styrkede hans overbevisning om, at identitet må udvikles gennem dialog. I samtaler med kolleger fremhævede han, at modstandsdygtighed ikke blot handler om forsvar, men også om åbenhed.
At acceptere risiko, redefinere roller, udvide horisonter — alle disse handlinger byggede på overbevisningen om, at erfaring kun giver styrke, når den omsættes til handling.
Poliavich formulerer det selv endnu mere enkelt og direkte:
“Det er den velsignelse, vi har fået, den mulighed, vi har fået for at ændre ting i denne verden.”
Hans ord lyder som en erkendelse af, at når et vist niveau er nået, kan man ikke længere se verden som før: horisonterne udvides uigenkaldeligt, og med dem vokser også ambitionernes omfang.